Personal

Hola Sweeties! I dag bliver et indlæg af den lidt mere alvorlige slags.. Som i sikkert alle sammen ved, er oktober 'bryst' måned, hvor der er stor fokus på bekæmpelse af kræft - i sær brystkræft, som man siger 1/9 kvinder rammes af. Særlige produkter og tv-udsendelser dedikeres til sagen, og det lille lyserøde symbol er at finde overalt. Jeg havde tænkt mig at lave dette indlæg lidt tidligere, men har ikke helt været klar til at skrive om det, tror jeg. Men i dag føltes det bare rigtigt :')

Der er meget få der ved det, da det ikke er noget, der længere præger min hverdag, men min mor har haft brystkræft. De fangede det heldigvis i stadie 2, hvilket vil sige hun aldrig var i livsfare, og at hun er i dag helt rask, gud ske tak og lov.<3

Hun fik det konstateret, da jeg gik i 4. klasse, og jeg glemmer aldrig den dag mine forældre fortalte mig det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min far kom og hentede mig efter skole - han arbejder altid til så sent, og havde aldrig hentet mig før! Han blev bare ved med at sige, der var noget vi alle skulle snakke om. "Skal vi flytte igen?" "Er det noget med mormor?" "Skal vi tilbage til England?" Jeg plaprede løs i bilen, og han sad bare med et underligtm lidt forpint udtryk. Jeg kunne mærke der var et eller andet galt. Det kan slet ikke beskrives, tror jeg. Da vi så kom hjem, fortalte min mor & far, så min lillebror og jeg, at mor var blevet syg - de havde opdaget en knude i hendes bryst. De forklarede, at hun skulle have kemo-terapi og derfor ville tabe håret, og komme til at være en del på hospitalet. 1000 tanker fløj gennem mit lille hovede. Jeg havde lige haft en periode, hvor jeg hele tiden var meget angst for at der "skulle ske noget" eller at nogen i min familie ville blive syge, ved ikke om nogen af jer har haft det samme, men jeg ved der er mange børn der går gennem dette, på et tidspunkt! Jeg følte det var min skyld på en måde, fordi at jeg nu var stoppet med at bekymre mig.. og i det jeg stoppede med at bekymre mig, blev mor syg! Giver det mening? Det er selvfølgelig fuldstændig irrationelt,  det kan jeg godt se nu, men psykologer siger også, at børn altid prøver at give sig selv skylden, når familien rammes af en krise. Det tror jeg var tilfældet her! Så tænkte jeg også på om jeg ville få brystkræft? Jeg havde jo hørt det var arveligt..

Det var en underlig periode. Jeg var meget alene, men havde dog et par gode veninder, og deres forældre som var rigtig støttende. Bla. Maria, som jeg stadig er veninder med i dag, selv om vi ikke går i skole sammen længere <3 Men ærlig talt brugte jeg størstedelen af tiden alene på mit værelse, hvor jeg fordybede mig i internettet og venner der (gosupermodel ftw!) og følte jeg slap væk fra det hele. Jeg kan ikke huske særlig meget faktisk, og er ret sikker på det skyldes, at jeg har fortrængt det.

Jeg har også nogle svage minder om hospitalsgange, og de kvinder hun lå på stue med. Men ét bestemt øjeblik, jeg kan huske, var da min mor begyndte at tabe håret, og besluttede sig for at kronrage sig. Min far gjorde det for hende. Han smilede stolt og fortalte hende hvor smuk hun var, i mens min lillebror og jeg så på. Min mor var bange for hun ville være uattraktiv, men han forsikrede hende om det modsatte<3 Lidt ligesom i Sex And The City sæson 6, med Samantha & Smith faktisk :') Det var fantastisk, og det at se at min far stadig elskede min mor, og at alt var okay alligevel, selvom det egentlig ikke var, var nok det bedste der kunne ske for mig. Faktisk så hun ret godt ud uden sit hår, på sådan en tough måde, lidt ligesom de der edgy modeller, hihi! Men hun fik alligevel nogle parykker, som hun gik med for det meste, og da kemo terapien var overstået voksede det ud igen <3

Apropos Sex and the city, kan jeg huske min mor altid sagde, hun ville klare det ligeså sejt som Samantha gjorde i sæson 6 (Har i set det?). Og det gjorde hun også. Hun begyndte at gå meget op i sundhed og læste mange bøger. Kan huske hun havde det fysisk dårligt ind i mellem pga. kemo, men kan ikke huske jeg har set hende bryde sammen på nogen måde. Hun har i hvert fald nok også skjult det for mig og min bror, hvis det var, men alligevel <3 Min mor er den stærkeste person jeg kender, og jeg elsker hende utrolig højt! Nogengange glemmer jeg helt, at hun har været alt det igennem, fordi hun jo er rask i dag, og alt virker så normalt.. Men så kommer jeg i tanke om det, og det forbløffer mig hvor stærk hun er! Jeg er så taknemlig for, at hun er rask. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden min mor.. <3 Heldigvis var der en happy ending på denne historie :*

Det var min historie om, hvordan jeg har haft brystkræft inde på livet. Jeg fortæller jer den fordi, ja det er en del af hvem jeg er, men i høj grad også fordi jeg ved, at der er mange, der har det inde på livet! Hvis der nogen af jer der gennemgår noget af det samme jeg har været igennem, eller bare noget lignende, er i velkomne til at skrive til mig på sandrawiller@live.dk, eller herinde eller wherever <3 Skal nok prøve at svare! Jeg ved bare at jeg ville ønske jeg havde nogen at snakke med, fordi mine jævnaldrende veninder forstod det ikke rigtigt, og min far arbejdede til sent (der skulle jo brød på bordet), og så isolerede jeg også mig selv ret meget. 

Men uanset hvad, så håber jeg i hvert fald at dette indlæg har kunnet skabe mere opmærksomhed omkring brystkræft, og vil gerne opfordre folk til at støtte sagen, selv på de mindste måder! Der er rigtig mange lækre ting at finde i butikkerne her i oktober, hvor en %-del af profitten går til bekæmpelse af brystkræft.

Dette års kampagne armbånd, de er super fine! Har dem i begge farver, men det lyserøde er mit yndlings ;) 25,- stykket

Det var lidt grænseoverskridende for mig at skriv et så personligt indlæg, men samtidig var det meget rart at få skrevet alt sammen ned! Det var alt jeg havde for nu sweeties, Stay strong!

knus og kys <3

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

INSTAGRAM @SANDRAWILLER
#SANDRAWILLERFORMISSYA