Jeg glæder mig til at flytte. Bekendelse: Først havde jeg ondt i maven. Jeg er ikke god til forandringer. Lige så rejselysten jeg er, ligeså afhængig er jeg, af at have min faste rede. Af at vide præcis hvor jeg kan handle hvad, af at kende postmanden og kunne falme mig vej igennem lejligheden i mørke. Nu bliver alt anerledes.
Lejligheden jeg bor i er et forældrekøb. Jeg ser den meget som min lejlighed, selvom jeg godt ved, den ikke er det på papiret. Jeg føler mig så uendeligt taknemlig over at have nogle forældre, der har kunne stille denne sikkerhed for mig. Derfor har jeg også haft en underlig "dårlig samvittighed", over for dem, selvom jeg godt ved det er naturligt, at jeg flytter videre med en kæreste. Især en kæreste igennem 3 år. Jeg ville bare for alt i verden ikke være utaknemlig, eller virke som om jeg ikke tænkte tingene igennem, eller at ikke værdsatte dét, de har gjort for mig. "Overthinking" og en overdreven hensyntagen ødelagde lidt min glæde ved flytningen i starten.
Men jeg har haft en god snak med dem, og jeg håber de forstår mig. Eller, det ved jeg de gør. Og jeg skal også bare slappe af og være et barn. Deres barn. Ens forældre ved godt, man rykker videre på et tidspunkt. Først ud af deres hjem, og så måske ud af den lejlighed de har købt til én, hehe. Men så er der plads til min lillebror om et par år, og en lejlighed i København er sjælendt en dårlig investering.
Jeg glæder mig helt vildt nu. Til Frederik og jeg får noget, vi kan indrette sammen. De sidste par uger er gået med at kigge på diverse smukke møbler. Jeg glæder mig til 20 kvadratmeter mere, og et nyt område at udforske. Til mere plads at have gæster på, til nye minder og til ham. Efter snart 3 år (ish - vi har ikke rigtig nogen dato!), er jeg helt forelsket. Mere end nogensinde. Også i hverdagen, hvor vi spiser rester og ligger på sofaen og ikke siger et ord. Når vi rejser til den anden side af jorden. Jeg er mere end klar til at flytte med ham. Jeg tror ikke jeg havde tænkt over, hvor stor en tillidserklæring det ville føles som, før jeg stod i det. Frederik flyttede ligesom bare ind hos mig gradvist, så det virkede ikke som en så "big deal". Men nu flytter vi videre sammen, og på en måde føles det først som om vi flytter "rigtigt" sammen nu. Giver det mening haha? Og det gør mig bare vildt glad.
<3
